Mit livs mareridt....

Ja, det skal åbenbart ikke altid var rosenrødt, altså det der med at få et barn. Det tegnede ellers sådan, da vi den mandag blev udskrevet fra sygehuset. Men en smuk, nem lille lækkerhed. Med tanke på hvilket, ja man kan nærmest kalde det mareridt, det var med Ella Marie - som jo desværre ikke kunne gøre for at hun havde kolik, så var det helt utroligt med sådan en nem lille baby. En lille baby der bare sov og spiste... og engang imellem kiggede forundret, eller måske hengivet????, op på sin mor. Meget skulle der til for at få en lyd ud af hende. Med sådan en nem lille sag, er det jo også nemt at komme tilbage på sporet der hed "normal hverdag". Med to større søskende må man jo tilbage til det spor, de bliver jo trætte af bare at sidde og kigge på denne lækkerhed. Derfor var vi heller ikke i tvivl den fredag hvor vi valgte at tage til byfest. Fredag aften, familieaften til byfesten, aftensmad på byfestpladsen, 1½ uge gammel baby, og overskudsmor og far. Jep det kørte bare. Og det gjorde det fa,tisk det meste af aftenen, også på trods af en himmel der pludselig åbnede for sluserne. Men det skulle vise sig, at være for godt til at være sandt. For bedst som vi faktisk snakkede om at skulle hjem, skete det som jeg tror må være det værste øjeblik i mit liv. Synes jeg har oplevet mange op og nedture gennem mit liv, men dette gjorde ondt i maven, som jeg aldrig har oplevet det før. Og selvom man tror man er kommet videre, så sniger der sig en tårer frem i øjenkrogen, nu hvor jeg skriver det ned og lader det komme ud i det fri.

Bedst som jeg sad og hyggede med to gode venner og så fodbold, kunne jeg hører en hosten i barnevognen. En hosten der blev afløst af babygråd. Tror det var første gang siden fødslen at hun for alvor græd. Altså sådan rigtig græd. Så selvfølgelig skynder jeg mig at kigge til hende, og finder hende liggende med hvidgul tyk slim i ansigtet, hivende efter vejret. Jeg tager hende hurtigt op og tørrer hende, men det er som om slimet sidder fast i hendes hals. Jeg går indendørs med hende, hvor jeg bedre kan ligge hende ned og se om jeg kan hjælpe hende. Men indser hurtigt at hun bliver mere og mere lilla i hovedet, øjnene mere og mere anspændte og tårer der pibler frem. Nu er jeg sgu bange, for jeg føler at jeg intet kan gøre. Alt i min krop banker løs, og min hjerne står stille. Jeg går ud og prøver at spotte Karsten i menneskemængden, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg finder ham, og vender mig om for at gå ind igen. Heldigvis spotter jeg en bekendt, som har med små børn at gøre til hverdag, da hun er sundhedsplejerske. Uden at tænke over det går jeg hen til hende, og siger at hun må hjælpe mig. Heldigvis holdt hun hovedet koldt, og da vi kom ind igen tog hun "lillesøster" og holdt hende så slimet bedst muligt kunne komme op og ud af hendes lille krop. Hun lyttede til hende, så godt som man nu kan uden en masse remedier, og holdt øje med hendes vejrtrækning. Karsten blev sendt på vagtapotek efter saltvandsdråber, men heldigvis kom min bekendte i tanke om at hun havde nogle liggende derhjemme, så hun fik hidkaldt sin mand der kom så hurtigt det kunne lade sig gøre. I virkeligheden har det her nok ikke drejet sig om ret lang tid, men det føltes uendeligt langt inde i mig. At se sit barn gå fra lilla, til blå, til helt bleg, det må være tæt på det værste der kan ske for en mor. Og panikken drønede rundt i kroppen på mig, og alle de værste tanker for igennem mit hoved. Heldigvis holdt min bekendte sig i ro, og på en eller anden vis dæmpede det panikken hos mig. Konklusionen blev at vi måtte til vagtlæge med hende, hun tak stadig ikke været helt optimalt, men var stabil nok til at vi kunne kører med hende selv. I løbet af få minutter fik jeg en til at tage barnevognen med hjem, en anden til at tage de to store piger og en tredje til at køre mig hjem, hvor jeg mødtes med Karsten. 

Her er det endnu en gang at jeg priser mig lykkelig over det sted vi bor. Nogle vil måske synes det er langt ude på landet, og det er ihvertfald så langt ude at vi tager os af hinanden. Flere stod i kø for at hjælpe, og selvom det var lige inden sengetid, var der flere der bød sig til i forhold til de to store piger. Det er fantastisk at vide, at hjælpen er nær, når man står og har aller mest brug for det.

Så Karsten og drønede til vagtlæge, der heldigvis kunne konstaterer at hun virkede til at være en sund lille baby. Men for en sikkerheds skyld, og fo vores nattero, sendte han os en tur til børnemodtagelsen i Kolding. Hurtigt konstaterede sygeplejersken at hun var en rask lille baby, men at vi ikke skulle hjem samme aften. Vi skulle indlægges så det kunne observerer vores lille pige, og være sikker på at det ikke skete igen. Men da hun nu trak vejret ordentlig igen, og sygeplejerskerne kunne holde øje med hendes forskellige værdier, kom vi også bagerst i køen til lægetjek. Hvilket er helt ok, de mest syge børn må først i rækken. Men det betød også et klokken blev 02.30 før vi blev flyttet over på børneafdelingen. Så var man pludselig ikke så overskudsagtig mere, men nok nærmere noget der lignede udskidt æblegrød.

På børneafdelingen kom vi i "Isolation B" hvilket betød at jeg måtte forlade stuen, dog skulle man spritte godt af når man kom tilbage, men "lillesøster" skulle blive derinde. Hun skulle ikke risikerer at få noget utøj fra andre børn.

Jeg har været en del ind og ud af sygehuset gennem de sidste 5 år, ja en overgang føltes det næsten som vores andet hjem, med alle de undersøgelser vi rendte til hele tiden. Men må sige at jeg er imponeret over børneafdelingen. Der er simpelthen sådan en hyggelig atmosfære, og personalet er fantastisk. 

Så selvom vuggen var ledsaget af et "tårn" med ledninger, så gjorde omgivelserne at stemningen blev lige en tand bedre.

Ja, når man skl holdes øje med får man nemt en lysende tå.

Og når man nu skal have det bedste ud af det, så var det dejligt da genboerne tog de to store en ekstra dag. Ja faktisk ringede til dere venner hvor de skulle til middag, og spurgte om det var ok at de havde to ekstra børn med (de kom i forvejen med 4, så synes virkelig at det er rummeligt, at man uden tøven siger ja til to ekstra). Det gjorde at Karsten og jeg kunne få en tiltrængt "Kæreste-aften". Ja, så kæresteagtigt som det kan blive på sygehuset i Kolding, med en baby med lys i foden.

Men heldigvis vidste vi jo nu at hun havde det godt. Og højst sandsynligt havde været ude for en "once in af lifetime" oplevelse. En oplevelse som lægerne ikke kunne give en forklaring på. Men som de blot kunne håbe ikke skete igen.

Så efter to overnatninger, 3 lægetjek, og en masse god snak med sygeplejerskerne, var vi klar til at komme hjem igen. Oplvelsen var blevet bearbejdet, men havde dog ikke helt bundfaldet sig. Men vi var stærkere, og mere parat, til hvis vi igen skal risikerer at opleve noget lignende. Hvilket vi håber aldrig sker.

*Signe*

3 uger... Men hvordan var det det startede...

Inden man får set sig om, så løber tiden pludselig stærkt. Og tænk sig, igår kunne vores lille prinsesse fejre "3 ugers fødselsdag". Men hvordan var det egentlig det hele startede?

Jo det startede jo for længe siden, sådan føles det ihvertfald nu. Men hele den del springer jeg over, og spoler frem til mandag d. 3 august. Det var nemlig første skridt på rejsen. Den dag hvor man skal ringe til sygehuset, og høre hvad tid ens operation er planlagt til. Sådan hedder det sig nemlig når man skal have planlagt kejsersnit. Men skal ringe mellem 19 og 20 aftenen før operationen, og så får man et mødetidspunkt af vide. Karsten og jeg havde snakket lidt om, at det kunne være fint at det var om morgenen, som med Ella, måske bare lidt senere end 7.15. Ja, det kan siges at det igen blev om morgenen, denne gang bare 6.45. Det betød at vi skulle meget tidligt op, og faktisk også hekse lidt. For det var samme tidspunkt som dagplejen åbnede. Men så er det jo fantastisk at have en fleksibel dagplejer. Så da jeg ringede mandag aften og spurgte om jeg måtte afleverer begge børn kl 6, var det kort svar "Ja, selvfølgelig". Meningen var et vores dagplejemors datter skulle følge Anna i børnehave når den åbnede, men istedet besluttede de at hun skulle have en hyggedag i dagplejen sammen med Ella.

Det er lidt specielt sådan en morgen, hvor man ved at når dagen er omme er der igen vendt op og ned på det hele, altså på en god måde. 

Og denne morgen var fantastisk. Helt stille og bare så fin. Jeg tillod mig lige at står at nyde udsigten lidt, mens jeg fik børstet mine tænder. Jeg skulle jo ikke finde tid til morgenmaden, da jeg skulle møde fastende. Og tøjet var jo i og for sig også lidt ligegyldigt, jeg skulle jo over i noget andet ligeså straks jeg kom på sygehuset. 

Børnene blev vækket tidligt, og også de sprang morgenmaden over. Ihvertfald her hjemme, til gengæld blev de fyldt op i dagplejen. Og så gik turen ellers videre til Kolding. Alle (Undtagen Karsten, Dagplejemoderen og jeg selv) stadig helt uvidende om, at det var denne dag at vi skulle blive en familie på 5.

Netop ankommet i den fine morgensol, fik jeg Karsten til at tage et enkelt billede af mig. Sådan et "Så stor blev jeg". Og selvom jeg selvfølgelig havde fået en vis "dunk", så er jeg alligevel helt stolt. Flere havde knap nok opdaget at jeg var gravid, vægten sagde kun  +4,5 kg og selv samme dag som jeg fødte havde jeg mit "sædvanlige" tøj på. Ej, det passer faktisk ikke helt, for mine leggins er graviditetsleggins. Men resten er mit helt almindelige tøj.

Iført hospitalstøj blev jeg plantet i sengen, og så var det ellers bare at vente på, at de blev klar til at modtage mig på operationsstuen. Det er med lidt sommerfugle i maven man venter der, men heldigvis på den gode måde. Med et akut og et planlagt kejsersnit i bagagen vidste jeg jo hvad der skulle foregå.

Tirsdag d. 4/8 2015 kl 8.39 kom vores dejlige datter til verden. Og nu må der gerne grines lidt... Hun var en dejlig stor skønhed på hele 2980 g og 48 cm. Et vaske ægte pragteksemplar. Og ja, i vores termonologi er hun stor, faktisk den største af de tre vi har. Selvom mange andre synes hun er ganske lille.

Oven på et kejsersnit får man lige nogle dage på sygehuset, og det er skam også fint nok. Så er man sikker på at man kommer godt fra start. Det betød også at familien måtte rykke til Kolding et par gange (eller mange) for at besøge deres mor og lillesøster.

Anna tog det med ophøjet pande, hun er jo så vant til det sygehusrenderi. Men Ella var lidt mere betuttet. Første gang hun kom ind på min stue, lignede hun mest af alt en der havde lyst til at stikke af. Heldigvis smittede Annas ro af på hende, og hun vennede sig lyn hurtigt til at være der. 

I kan tro at det var nogle stolte søstre der kom.

Men når man sådan skal være på sygehuset noget tid, så kommer der også et tidspunkt hvor ungerne, måske har lyst til mere end bare at stirre på Lillesøster. Så var det godt at overskudsfar havde pakket farver og malebøger, og at man også kunne se Ramasjang.

Det gik hverken værre eller bedre end at vi måtte blive en uge på sygehuset. Først fordi at jeg skulle komme mig over mit kejsersnit, og senere fordi at Lillesøster blev mere og mere svag. Bedst som hun virkelig havde lært at sutte hos mig, krøb hun ind i sig selv, og reagerede stort set ikke på noget. Det var i sådan en grad at sygeplejerskerne blev nervøse, og en læge måtte kigge på hende. 

Lægen kunne desværre, eller man skal nok rettere sig heldigvis, ikke finde ud af at der skulle være noget galt med hende. Så vi måtte se tiden an og blive ved med at observerer hende. For hun var inaktiv, kold og ja, bare ikke rigtig frisk.

Heldigvis hjalp sygeplejerskerne mig med at tage en vigtig beslutning, nemlig at stoppe med amningen og gå over til flaske. Det skulle vise sig at det blev vendepunktet for os. Pludselig blev lillesøster mere frisk, og det begyndte faktisk at gå fremad med hende. Hun kunne simpelthen bare ikke klare sig med mine dråber.

Så da de et par dage i træk kunne se at hun blev mere frisk, tog på og generelt bare trivedes meget bedre, kunne vi endelig få lov at komme hjem.

Det føles på en måde som om det er meget længe siden, men faktisk er det jo kun et par uger. For igår blev denne lækkerhaps 3 uger gammel.

Hvad der siden vores udskrivelse er sket skal jeg nok fortælle, men dette er vist nok for nu.

God dag derude

*Signe*

Hvordan var det nu det var....

Det var vist noget med, at jeg for et halvt år siden, skrev at nu ville jeg blive bedre til at blogge. Det skete så bare ikke. Men nu, nu prøver vi igen, og ser om det ikke kan blive lidt mere regelmæssigt.

Hvad kommer jeg så til at blogge? Ja, jeg må nok sande, at det primært bliver om vores dagligdag, og ikke så meget scrap. Men tiden må jo vise, om jeg får overskuddet til at vende tilbage til scrapverdenen. 

Og hvorfor er det overskuddet til scrap, blog osv har været væk. Tja, med fuldtidsjob i en reformpræget folkeskole, og som gravid med nr 3, så har jeg bare været drænet for energi. Hold nu op jeg har været træt det sidste halve år. Men jeg er sikker på at det nok skal vende. Nu er jeg på barsel, og har den skønneste lille prinsesse. Så endnu et fantastisk eksemplar at scrappe lidt om.

Og hvad er noget af det første der skal scrappes? Måske disse billeder vi fik taget knap en måned før lillesøster kom til verden...

(Ja, det er ikke altid nemt at tage til fotograf med to krudtuglen, når studiet kun er 10 kvm)

Er der mon stadig nogle der følger med derude?

*Signe*