Inden man får set sig om, så løber tiden pludselig stærkt. Og tænk sig, igår kunne vores lille prinsesse fejre "3 ugers fødselsdag". Men hvordan var det egentlig det hele startede?
Jo det startede jo for længe siden, sådan føles det ihvertfald nu. Men hele den del springer jeg over, og spoler frem til mandag d. 3 august. Det var nemlig første skridt på rejsen. Den dag hvor man skal ringe til sygehuset, og høre hvad tid ens operation er planlagt til. Sådan hedder det sig nemlig når man skal have planlagt kejsersnit. Men skal ringe mellem 19 og 20 aftenen før operationen, og så får man et mødetidspunkt af vide. Karsten og jeg havde snakket lidt om, at det kunne være fint at det var om morgenen, som med Ella, måske bare lidt senere end 7.15. Ja, det kan siges at det igen blev om morgenen, denne gang bare 6.45. Det betød at vi skulle meget tidligt op, og faktisk også hekse lidt. For det var samme tidspunkt som dagplejen åbnede. Men så er det jo fantastisk at have en fleksibel dagplejer. Så da jeg ringede mandag aften og spurgte om jeg måtte afleverer begge børn kl 6, var det kort svar "Ja, selvfølgelig". Meningen var et vores dagplejemors datter skulle følge Anna i børnehave når den åbnede, men istedet besluttede de at hun skulle have en hyggedag i dagplejen sammen med Ella.
Det er lidt specielt sådan en morgen, hvor man ved at når dagen er omme er der igen vendt op og ned på det hele, altså på en god måde.
Og denne morgen var fantastisk. Helt stille og bare så fin. Jeg tillod mig lige at står at nyde udsigten lidt, mens jeg fik børstet mine tænder. Jeg skulle jo ikke finde tid til morgenmaden, da jeg skulle møde fastende. Og tøjet var jo i og for sig også lidt ligegyldigt, jeg skulle jo over i noget andet ligeså straks jeg kom på sygehuset.
Børnene blev vækket tidligt, og også de sprang morgenmaden over. Ihvertfald her hjemme, til gengæld blev de fyldt op i dagplejen. Og så gik turen ellers videre til Kolding. Alle (Undtagen Karsten, Dagplejemoderen og jeg selv) stadig helt uvidende om, at det var denne dag at vi skulle blive en familie på 5.
Netop ankommet i den fine morgensol, fik jeg Karsten til at tage et enkelt billede af mig. Sådan et "Så stor blev jeg". Og selvom jeg selvfølgelig havde fået en vis "dunk", så er jeg alligevel helt stolt. Flere havde knap nok opdaget at jeg var gravid, vægten sagde kun +4,5 kg og selv samme dag som jeg fødte havde jeg mit "sædvanlige" tøj på. Ej, det passer faktisk ikke helt, for mine leggins er graviditetsleggins. Men resten er mit helt almindelige tøj.
Iført hospitalstøj blev jeg plantet i sengen, og så var det ellers bare at vente på, at de blev klar til at modtage mig på operationsstuen. Det er med lidt sommerfugle i maven man venter der, men heldigvis på den gode måde. Med et akut og et planlagt kejsersnit i bagagen vidste jeg jo hvad der skulle foregå.
Tirsdag d. 4/8 2015 kl 8.39 kom vores dejlige datter til verden. Og nu må der gerne grines lidt... Hun var en dejlig stor skønhed på hele 2980 g og 48 cm. Et vaske ægte pragteksemplar. Og ja, i vores termonologi er hun stor, faktisk den største af de tre vi har. Selvom mange andre synes hun er ganske lille.
Oven på et kejsersnit får man lige nogle dage på sygehuset, og det er skam også fint nok. Så er man sikker på at man kommer godt fra start. Det betød også at familien måtte rykke til Kolding et par gange (eller mange) for at besøge deres mor og lillesøster.
Anna tog det med ophøjet pande, hun er jo så vant til det sygehusrenderi. Men Ella var lidt mere betuttet. Første gang hun kom ind på min stue, lignede hun mest af alt en der havde lyst til at stikke af. Heldigvis smittede Annas ro af på hende, og hun vennede sig lyn hurtigt til at være der.
I kan tro at det var nogle stolte søstre der kom.
Men når man sådan skal være på sygehuset noget tid, så kommer der også et tidspunkt hvor ungerne, måske har lyst til mere end bare at stirre på Lillesøster. Så var det godt at overskudsfar havde pakket farver og malebøger, og at man også kunne se Ramasjang.
Det gik hverken værre eller bedre end at vi måtte blive en uge på sygehuset. Først fordi at jeg skulle komme mig over mit kejsersnit, og senere fordi at Lillesøster blev mere og mere svag. Bedst som hun virkelig havde lært at sutte hos mig, krøb hun ind i sig selv, og reagerede stort set ikke på noget. Det var i sådan en grad at sygeplejerskerne blev nervøse, og en læge måtte kigge på hende.
Lægen kunne desværre, eller man skal nok rettere sig heldigvis, ikke finde ud af at der skulle være noget galt med hende. Så vi måtte se tiden an og blive ved med at observerer hende. For hun var inaktiv, kold og ja, bare ikke rigtig frisk.
Heldigvis hjalp sygeplejerskerne mig med at tage en vigtig beslutning, nemlig at stoppe med amningen og gå over til flaske. Det skulle vise sig at det blev vendepunktet for os. Pludselig blev lillesøster mere frisk, og det begyndte faktisk at gå fremad med hende. Hun kunne simpelthen bare ikke klare sig med mine dråber.
Så da de et par dage i træk kunne se at hun blev mere frisk, tog på og generelt bare trivedes meget bedre, kunne vi endelig få lov at komme hjem.
Det føles på en måde som om det er meget længe siden, men faktisk er det jo kun et par uger. For igår blev denne lækkerhaps 3 uger gammel.
Hvad der siden vores udskrivelse er sket skal jeg nok fortælle, men dette er vist nok for nu.
God dag derude
*Signe*
