Mit livs mareridt....

Ja, det skal åbenbart ikke altid var rosenrødt, altså det der med at få et barn. Det tegnede ellers sådan, da vi den mandag blev udskrevet fra sygehuset. Men en smuk, nem lille lækkerhed. Med tanke på hvilket, ja man kan nærmest kalde det mareridt, det var med Ella Marie - som jo desværre ikke kunne gøre for at hun havde kolik, så var det helt utroligt med sådan en nem lille baby. En lille baby der bare sov og spiste... og engang imellem kiggede forundret, eller måske hengivet????, op på sin mor. Meget skulle der til for at få en lyd ud af hende. Med sådan en nem lille sag, er det jo også nemt at komme tilbage på sporet der hed "normal hverdag". Med to større søskende må man jo tilbage til det spor, de bliver jo trætte af bare at sidde og kigge på denne lækkerhed. Derfor var vi heller ikke i tvivl den fredag hvor vi valgte at tage til byfest. Fredag aften, familieaften til byfesten, aftensmad på byfestpladsen, 1½ uge gammel baby, og overskudsmor og far. Jep det kørte bare. Og det gjorde det fa,tisk det meste af aftenen, også på trods af en himmel der pludselig åbnede for sluserne. Men det skulle vise sig, at være for godt til at være sandt. For bedst som vi faktisk snakkede om at skulle hjem, skete det som jeg tror må være det værste øjeblik i mit liv. Synes jeg har oplevet mange op og nedture gennem mit liv, men dette gjorde ondt i maven, som jeg aldrig har oplevet det før. Og selvom man tror man er kommet videre, så sniger der sig en tårer frem i øjenkrogen, nu hvor jeg skriver det ned og lader det komme ud i det fri.

Bedst som jeg sad og hyggede med to gode venner og så fodbold, kunne jeg hører en hosten i barnevognen. En hosten der blev afløst af babygråd. Tror det var første gang siden fødslen at hun for alvor græd. Altså sådan rigtig græd. Så selvfølgelig skynder jeg mig at kigge til hende, og finder hende liggende med hvidgul tyk slim i ansigtet, hivende efter vejret. Jeg tager hende hurtigt op og tørrer hende, men det er som om slimet sidder fast i hendes hals. Jeg går indendørs med hende, hvor jeg bedre kan ligge hende ned og se om jeg kan hjælpe hende. Men indser hurtigt at hun bliver mere og mere lilla i hovedet, øjnene mere og mere anspændte og tårer der pibler frem. Nu er jeg sgu bange, for jeg føler at jeg intet kan gøre. Alt i min krop banker løs, og min hjerne står stille. Jeg går ud og prøver at spotte Karsten i menneskemængden, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg finder ham, og vender mig om for at gå ind igen. Heldigvis spotter jeg en bekendt, som har med små børn at gøre til hverdag, da hun er sundhedsplejerske. Uden at tænke over det går jeg hen til hende, og siger at hun må hjælpe mig. Heldigvis holdt hun hovedet koldt, og da vi kom ind igen tog hun "lillesøster" og holdt hende så slimet bedst muligt kunne komme op og ud af hendes lille krop. Hun lyttede til hende, så godt som man nu kan uden en masse remedier, og holdt øje med hendes vejrtrækning. Karsten blev sendt på vagtapotek efter saltvandsdråber, men heldigvis kom min bekendte i tanke om at hun havde nogle liggende derhjemme, så hun fik hidkaldt sin mand der kom så hurtigt det kunne lade sig gøre. I virkeligheden har det her nok ikke drejet sig om ret lang tid, men det føltes uendeligt langt inde i mig. At se sit barn gå fra lilla, til blå, til helt bleg, det må være tæt på det værste der kan ske for en mor. Og panikken drønede rundt i kroppen på mig, og alle de værste tanker for igennem mit hoved. Heldigvis holdt min bekendte sig i ro, og på en eller anden vis dæmpede det panikken hos mig. Konklusionen blev at vi måtte til vagtlæge med hende, hun tak stadig ikke været helt optimalt, men var stabil nok til at vi kunne kører med hende selv. I løbet af få minutter fik jeg en til at tage barnevognen med hjem, en anden til at tage de to store piger og en tredje til at køre mig hjem, hvor jeg mødtes med Karsten. 

Her er det endnu en gang at jeg priser mig lykkelig over det sted vi bor. Nogle vil måske synes det er langt ude på landet, og det er ihvertfald så langt ude at vi tager os af hinanden. Flere stod i kø for at hjælpe, og selvom det var lige inden sengetid, var der flere der bød sig til i forhold til de to store piger. Det er fantastisk at vide, at hjælpen er nær, når man står og har aller mest brug for det.

Så Karsten og drønede til vagtlæge, der heldigvis kunne konstaterer at hun virkede til at være en sund lille baby. Men for en sikkerheds skyld, og fo vores nattero, sendte han os en tur til børnemodtagelsen i Kolding. Hurtigt konstaterede sygeplejersken at hun var en rask lille baby, men at vi ikke skulle hjem samme aften. Vi skulle indlægges så det kunne observerer vores lille pige, og være sikker på at det ikke skete igen. Men da hun nu trak vejret ordentlig igen, og sygeplejerskerne kunne holde øje med hendes forskellige værdier, kom vi også bagerst i køen til lægetjek. Hvilket er helt ok, de mest syge børn må først i rækken. Men det betød også et klokken blev 02.30 før vi blev flyttet over på børneafdelingen. Så var man pludselig ikke så overskudsagtig mere, men nok nærmere noget der lignede udskidt æblegrød.

På børneafdelingen kom vi i "Isolation B" hvilket betød at jeg måtte forlade stuen, dog skulle man spritte godt af når man kom tilbage, men "lillesøster" skulle blive derinde. Hun skulle ikke risikerer at få noget utøj fra andre børn.

Jeg har været en del ind og ud af sygehuset gennem de sidste 5 år, ja en overgang føltes det næsten som vores andet hjem, med alle de undersøgelser vi rendte til hele tiden. Men må sige at jeg er imponeret over børneafdelingen. Der er simpelthen sådan en hyggelig atmosfære, og personalet er fantastisk. 

Så selvom vuggen var ledsaget af et "tårn" med ledninger, så gjorde omgivelserne at stemningen blev lige en tand bedre.

Ja, når man skl holdes øje med får man nemt en lysende tå.

Og når man nu skal have det bedste ud af det, så var det dejligt da genboerne tog de to store en ekstra dag. Ja faktisk ringede til dere venner hvor de skulle til middag, og spurgte om det var ok at de havde to ekstra børn med (de kom i forvejen med 4, så synes virkelig at det er rummeligt, at man uden tøven siger ja til to ekstra). Det gjorde at Karsten og jeg kunne få en tiltrængt "Kæreste-aften". Ja, så kæresteagtigt som det kan blive på sygehuset i Kolding, med en baby med lys i foden.

Men heldigvis vidste vi jo nu at hun havde det godt. Og højst sandsynligt havde været ude for en "once in af lifetime" oplevelse. En oplevelse som lægerne ikke kunne give en forklaring på. Men som de blot kunne håbe ikke skete igen.

Så efter to overnatninger, 3 lægetjek, og en masse god snak med sygeplejerskerne, var vi klar til at komme hjem igen. Oplvelsen var blevet bearbejdet, men havde dog ikke helt bundfaldet sig. Men vi var stærkere, og mere parat, til hvis vi igen skal risikerer at opleve noget lignende. Hvilket vi håber aldrig sker.

*Signe*